Brun Sne

I starten af 40’erne blev min farmor og farfar deporteret fra henholdsvis Polen og Ukraine. I Tyskland efter krigen sluttede, mødte de hinanden i en arbejdslejr og var begge overbevist om det var Gud, der havde ført dem sammen. Jeg tænker, de har ment, det var en bedre historie end at være blevet bragt sammen af had og folkemord – jeg foretrækker den rigtige. Og jeg læser gerne om Anden Verdenskrig og mere specifikt holocaust og de forbrydelser, der blev begået mod menneskeheden. Og jo grusommere, jo bedre. Jeg har ingen illusioner om, at menneskeheden dybest set er god.

Jeg ville naturligvis være selvskrevet Untermensch, havde jeg levet dengang grundet mit blandede Østeuropæiske blod, men havde jeg nu været ren…ville jeg så havde gjort modstand? Hvis det ikke var min familie, de kom efter? Ville jeg have været som de millioner tyskere, der godt vidste, der foregik noget – som så den brune sne, togene og deportationerne, men som valgte at se den anden vej? Ville jeg havde sunget med i Hitlerjugend og talt hadsk om jøder og homoseksuelle?

Vi tænker naturligvis alle sammen, nej, naturligvis ville vi ikke det. Vi er gode mennesker. Men sandheden er, at vi ikke ved det. Forhåbentlig finder vi aldrig ud af det.

IMG_8462

Brun SneMartin Amis udgivet af Tiderne Skifter

I lejrene faldt sneen hvid, men blev hurtigt farvet brun af asken i luften. I Martin Amis roman følger vi to højtstående nazister og en jøde, som samarbejder med nazisterne: Jøden Szmul udvælger den brugbare arbejdskraft og sørger for resten bliver ført til gaskamrene. Paul Doll, lejrkommandant og alkoholiker, er sindssyg og gift med en kvinde, der afskyr ham. Og hovedfortælleren Angelus Thomsen, nevø til Martin Borman og samvittighedsløs kvindenedlægger, som forelsker sig i Dolls kone.

Amis er glad for et svulstigt sprog, og det lægger til det generelle ubehag, man føler ved at læse bogen. Men det utrolige ved bogen er netop, at man ikke raser, man er ikke vred og uforstående. For det fortælles så nøgternt, så afstumpet at man i stedet rammes af en følelse af afmagt og sorg. Der fortælles om de frigide endda puritanske standarder, man opgav sig af samtidig med, at man kneppede hinandens koner og de internerede, myrdede og drak med en sådan mangel på fordømmelse, at man dårligt forarges, men blot sidder tilbage tom og med afsky for menneskeheden. Fortællerne er nøgterne omkring deres arbejde, deres begær og handlinger, og det ellers sobre og korrekte sprog står i kontrast med brugen af svulstige ord som svulmbare og svuppende samt rigeligt med tyske gloser, hvilket giver en fremragende effekt.

emoji_set_431emoji_set_431emoji_set_431

Måske fortjener den i virkeligheden 4, men den var altså ikke helt efter min smag.

Xoxo,

Kathrine

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s