Drengen fra Godhavn

Til BogForums Blogger-arrangement ugen før BogForum mødte jeg Ole Tornbjerg som har skrevet Drengen fra Godhavn, men da han var kommet med i sidste øjeblik, fik jeg først tilsendt hans bog nogle dage senere fra forlaget. Derfor var jeg naturligvis nødt til at stalke ham på BogForum og få signeret bogen. Naturligvis.

Havde jeg blot set denne bog på biblioteket havde jeg nok tænkt: Meh og gået videre til YA/fantasy-udstillingen, men det fantastiske ved at høre forfatteren tale om sin bog er, at man bliver nysgerrig. Og den var virkelig god – den er ret letlæselig – jeg fik læst den over BogForum weekenden i pauser og i offentlig transport – for mig kan det sagtens være et plus ved en bog. Jojo, 600 sider lange bøger er fremragende, men alting behøver ikke være så grandiøst (Looking at you, Matthew Thomas jk, den var også god, men den var altså lang 🙂 ). Og sproget i Drengen fra Godhavn passer til fortællingen, hvilket er vigtigt for mig for helheden i en bog. I starten skriver han: Der lugtede af tis, og det irriterede mig faktisk, at der ikke stod pis – det virkede mere rigtigt. Det bliver der så rettet op på i resten af bogen. Der bliver sagt pik, pis og lort, beskrevet sexscener og voldtægter, vold og selvmordsforsøg – ikke noget for grafisk og nogle ting er mere antydet end beskrevet – det kan også have noget at gøre med, at der er tale om ‘rigtige mennesker’ (i modsætning til opfundne). Der er måske ingen grund til at udstille en voksen mands volstægt i barndommen, når der ikke er en grund til det – og det er ubehageligt nok i sig selv, at man ved det sker. Bogen var tilpas modbydelig til, at jeg som horror-fan fik tilfredsstillet min trang til blod og vold, og samtidig alvorlig nok til, at det ikke blev gyselighed blot for gyselighedens skyld (hvilket jeg personligt ikke har noget imod, men det var som sagt ikke pointen med bogen, hvilket man som læser må respektere).

Den handler om de børn, der endte på Godhavn, og hvad de blev udsat for, men i lige så høj grad om de konsekvenser, det havde for dem i deres voksenliv. Man følger i særdeleshed en mand, men man hører om de andre tilfælde og hvad der blev af dem – stoffer, død, problemer med intimitet etc.

Historierne er ægte, men personerne og samtalerne er skrevet af Ole. Det ér trods alt en skønlitterær fortælling og ikke en biografi eller en dokumentarisk beretning. Det gør også, at det rammer lidt hårdere – at man ved, det faktisk skete. At disse drenge blev ødelagt på den måde. At der findes mennesker der finder tilfredsstillelse i vold og grusomhed. Og mennesker der ikke gjorde noget. Man skal ikke langt tilbage i tiden, før børns ord intet var værd i forhold til voksnes.

Ender den så godt? Det siger jeg ikke. Men jeg sad med tårer i øjnene – om det så var af fortrøstning eller sorg, må I altså selv læse jer til. Det ville være snyd at sige det 😉

emoji_set_431emoji_set_431emoji_set_431emoji_set_431

Xoxo,

Kathrine

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s