“Du skal bare invitere dig selv på kaffe”

Nu hvor min (danske) blog fylder et år tænkte jeg, at jeg ville dele mine sidste par år med jer. Et år hvor jeg har været i den besynderlige situation rigtig mange nyuddannede finder sig selv i – ikke arbejdsløse, men også uden fast job. Jeg har skrevet lidt om selve vikar-livet her, men der er lidt mere i det. Nemlig den bagvedliggende kultur. Dagpengehelvede (eller Dagpengefesten 😉 ). At blive betragtet som lettere idiot trods jeg både har 5 års universitetsuddannelse og 15 års arbejdsmarkedserfaring (mange af dem studiejobs but still) på bagen. Jeg har solgt morgenbrød, lavet burgere, skrubbet toiletter, solgt jakkesæt og bøger. Jeg er måske ikke en gammel gårdkat endnu, men jeg har altså fået et par hak i ørerne (jeg ved ikke hvad der er med mig og sammenligninger, jeg burde nok bare lade være…)

Jeg er en introvert bibliotekar fra Danmark uden et fast job. Sammenlagt har jeg på mine to IG-profiler 27.000 followers.

Lad os først gå 2,5 år tilbage i tiden. Alt imens jeg skrev mit speciale opbyggede jeg min første IG-profil. Det startede som min egen private. Da jeg så begyndte at skrive om fællesskaber via hashtags blev den et værktøj, hvor jeg kunne prøve ting af. Til sidst blev den min ægte hobby og microblog. Og den voksede. Det viste sig, at jeg var ret god til det.

I Espergærde foråret 2015, næsten et år efter jeg blev færdig på IVA, tog jeg beslutningen om at starte en dansk bookstagram. Jeg var trods alt børnebibliotekar i Danmark. Mit formål var fra starten: at formidle litteratur til børn, unge og deres voksne. Så jeg prøvede ting af. Og gjorde mig ret hurtigt så bemærket, at jeg blev inviteret til et arrangement af Høst & Søn (som i øvrigt på grund af det altid vil have en særlig plads i mit hjerte *heart eyes*). Så lå tingene igen lidt stille. Af og til fik jeg tilsendt en bog, men det var ikke mit umiddelbare formål (selvom det var fedt!), så jeg fortsatte med at eksperimentere – med stil, kommunikationen, hashtags. Startede en rigtig blog i juli 2015. Flyttede den, fordi blogspot er nedern. Flyttede den igen, fordi jeg skulle have nyt domæne. Det anbefales ikke. Gør det ordentligt første gang. Det er møgbesværligt.

2 - Dean tired

Hvorfor denne snak om instagram? Vil du bare blære dig eller hvad?

Right. Vi skal videre. Jeg blev altså færdig med mit speciale i sommeren 2014, og jeg var ret fortrøstningsfuld (læs: dum). Hvorfor skulle jeg ikke få et job? Jeg er intelligent, dygtig, bla bla. Jeg sendte min første jobansøgning afsted og tænkte at så var det lige i hus. Jah, you guessed it, det var det ikke helt. Jeg var også under 30 år gammel, så Jobcenteret fik naturligvis hurtigt fat i mig. Sådan et ungt menneske aner jo ikke, at hun skal have et job….

Og så kom jeg på kurser, eller hvad de nu kalder det. Havde det nu rent faktisk havde hjulpet mig og lært mig noget jeg ikke vidste, var det noget andet…men det var timelange enetaler hvor mennesker, der ikke kunne få et job indenfor deres felt, fortalte mig, hvad jeg skulle gøre for at få et job – overhovedet ikke inden for mit felt… Før jeg havde nået at være arbejdsløs (for første gang i mit 29 årige liv, vil jeg lige tilføje) i 3 måneder havde jeg fået besked på at søge job i Netto. Ved de her mennesker, hvad min 5 år lange uddannelse har kostet? Det er jo fuldstændig spild af penge og ressourcer at sætte overkvalificerede mennesker til at tage jobs fra dem, der kun har den eller få andre muligheder. Men det er en anden snak. Og i øvrigt skulle man måske lige give folk en chance for at finde et job, før man planter dem bag kassen i Netto? Jeg skrev i øvrigt om det på min IG før og efter (ignorer venligst de frygtelige billeder, ah de spæde første skridt mod instafashion-fame *super embaressed lol-emoji*)

Igen og igen fik jeg råbt ind i hovedet af alt for energiske tosser, at den eneste måde at få job på var at invitere sig selv på kaffe, ringe op til folk og sige: ansæt mig!, angribe dem i køen i Netto og lire mit CV af på 2 minutter, arbejde gratis for at bevise hvad jeg kan, selvom jeg har brugt de sidste 5 år på at bevise, at jeg kan…

Og jeg gik derfra hver gang med tårer i øjnene, nedbrudt og uden håb, for det ville aldrig blive mig. Jeg har holdninger, meninger, ja. Jeg kan sætte mig i respekt, jeg har kompetencer, jeg kan tænke hurtigt og endda kreativt til tider. Men jeg har ikke rundsave på albuerne. Jobcenterets verden var ikke min verden. Og jeg ville åbenbart aldrig få et job. Og jeg fik muligvis et mindre panikanfald, da vi blev tvunget til at stille os op foran en vildt fremmed og sælge os selv – til et job, ikke prostitution, men det sidste ville næsten være mindre intimt for mig. Jeg fik vist snerret af Jobcenter-personen, at jeg aldrig i mit liv ville få brug for det her og at jeg fandme, hvis jeg en dag blev chef, ville blackliste enhver, der var så flabet og uhøflig at chikanere mig i min fritid, mens jeg forsøgte at købe ind.

Men et job fik jeg. En veninde og tidligere studiekammerat forlod et vikariat for et længere, og det der var tilbage var under den magiske grænse, der gør, at det skal slås op, så hun anbefalede mig og vupti! Første biblioteksjob. Det blev til 4 måneder i Hvidovre (3 måneder og en måneds forlængelse). Så 14 dages arbejdsløshed, men Espergærde havde et lignende kort vikariat (2,5 måned) og huskede mig fra en jobsamtale (hvor jeg ikke fik jobbet – i Hornbæk – så pendlermæssigt græd jeg tørre tårer over ikke at få det vikariat 😉 ). Så gik jeg videre til Allerød til et lidt længere vikariat (7 måneder blev det til) – igen fik jeg ikke jobbet i første omgang, men blev herefter igen henvist af samme veninde som blev tilbudt det, men hvor hun selv havde et andet vikariat i ærmet. Mens jeg var i Allerød skiftede en job til en lederstilling i Frederikssund og huskede mig til jobsamtalen og vidste, at jeg ikke var helt håbløs… Network network network.

Sidste sommer blev jeg ringet op af bossen for BogForum og inviteret til at sidde med i Messeudvalget som bogblogger. Jeg begyndte at blive ‘genkendt’ på bogting og bedt om råd omkring SoMe fra andre biblioteker og endda oversættelser fra forlag. Jeg tog ikke en bevidst beslutning om at gøre internettet til min egen introverte ‘kaffeaftale’. Sådan blev det egentlig bare. Det har ikke skaffet mig et fast job…endnu – men uanset hvor jeg ender, er jeg ret sikker på mine SoMe-skillz har haft noget at gøre med det. Og jeg kan slet ikke vente til jeg kan række den mellemste finger til Jobcenteret og endelig sige: I tog fejl. I er ubehagelige mennesker, der ikke kan finde ud af at give plads til forskellige personligheder, og I tog fejl.

unnamed

Xoxo,

Kathrine

Disclaimer: Jeg siger ikke, at rundsave-metoden ikke virker. Kun at den ikke virker for alle. Og jeg ved, der er mange som mig – der ikke passer ind i den latterlige, aggressive måde at gøre tingene på. Og der er jo altså også jobs til os på den ene eller anden måde. Og hvis der ikke er, så er jeg ikke sikker på, det er os, der er problemet.

Mere disclaimer: Jeg er altså ikke for fin til at arbejde bag en kasse. Havde jeg ikke fået det vikariat, ville jeg selv være begyndt at sende ansøgninger til boghandlere eller Magasin (begge dele også steder hvor jeg har arbejdet før). Men som samfund kaster vi virkelig mange penge efter akademikere og vores uddannelse er lidt ligesom avokadoer – den er perfekt i et sekund, så er den for gammel (igen, jeg skulle bare holde mig fra sammenligninger). Vi skal have vores kompetencer i spil så hurtigt som muligt, for vores chancer for at få et job forringes jo længere vi ikke arbejder med vores fag.

Og så tog jeg i øvrigt også en uddannelse, fordi jeg ikke havde lyst til at arbejde bag en kasse resten af mit liv…politikerne sagde, det var det man skulle gøre…

 

 

One thought on ““Du skal bare invitere dig selv på kaffe”

  1. Åh du har så ret! Jeg mødte samme frustration da jeg var nyuddannet og arbejdsløs og igen nogle år senere, da min stilling var blevet nedlagt og jeg havnede i dagpengesystemet igen. Og ja, nogle af de ting de beder en om føles mere grænseoverskridende end at skulle prostituere sig selv. Hader det.
    Forleden ringede jeg til min fagforening for at få råd til at komme videre (det trænger jeg mægtigt til) og damens bedste råd var at lave en liste over de steder der kan være interessante at arbejde og så ringe og invitere mig selv på kaffe!!! Jeg kæmper stadig med ikke at råbe over hende.

    Nå men min kommentar skulle jo mest handle om en yndlingsbog eller forfatter til din konkurrence 😀 Og det er dog det ondeste at skulle. Kan du lige nævne din yndlingsforfatter? 😉 det er jo som at skulle vælge mellem sine børn. Jeg har mange yndlingsforfattere, men jeg kan sige så meget, at Nanna Foss og hendes Spektrum-bøger i dén grad har fået mine øjne op (igen) for fantasy. Jeg elsker hendes humor og personer og dramaerne. Så det er hende jeg vil nævne i denne omgang 🙂

    De allerbedste hilsner
    Ditte, aka Ditte Wiese aka fru Winther

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s