Eddikepigen

Jeg indrømmer gerne at 10 things I hate about you stadig er min absolutte yndlings teen flick, og hvis du ikke vidste det, er den en remake af Shakespeares Trold kan tæmmes. Den aggressive og traditionelt set ret ukvindelige (af opførsel) Katharina (Kat, Kate, kært barn har mange navne) skal giftes væk, før lillesøsteren kan blive gift/date.

I Eddikepigen er det dog lidt anderledes. Kate er ikke særlig karrieremindet efter moderne standarder; hun er 29 år gammel, bor stadig hjemme og tager sig af sin lillesøster og far, mens hun arbejder i en daginstitution, hvor hun jævnligt kommer i problemer for at behandle børnene som mennesker i stedet for små guldkalve (muligvis min fortolkning, pædagoger vil sikkert synes hun er et dårligt eksempel). Kates far er langt mere optaget af sin videnskabelige forskning end af sine to døtre, og da hans forskningsassistent risikere at blive sendt hjem fordi hans visum udløber…ja, så er det mest nærliggende da at bede Kate gifte sig med ham. I Shakespeares verden var det at blive mere eller mindre tvangs/fornuftsgift en del mere forventeligt end nu og i denne moderne setting virker forslaget da også langt mere ufølsomt og modbydeligt end i det oprindelige stykke.

Modtryk, Eddikepigen, Anne Tyler, bogsnak, Shakespeare, Shakespeare i et nyt årtusind, bogsnak, bibliotekat,

 Eddikepigen c/o Modtryk

Det er i virkeligheden en lidt spøjs måde at skrive bøger på, det her. Normalt forestiller man at forfattere får en ide, at de har noget, de vil sige og bare ikke kan lade være med at skrive. Det her er jo nærmest kommisionsarbejde. Kan det virkelig være godt?

Selvfølgelig kan det det. Shakespeare gjorde nemlig noget ret utroligt for 400 år siden – han skrev historier som var eviggyldige – eller i hvert fald stadiggyldige. Shakespeare fandt i øvrigt heller ikke på det hele selv. Romeo og Julie var også en omskrivning af et allerede eksisterende drama.

Løvernes Konge er i øvrigt basically Hamlet, West Side Story er Romeo og Julie (og Romeo + Julie (den med Leo og Clare Danes) havde endda den ægte dialog og var MEGA awesome!), Macbeth bliver refereret i utallige tegne/animationsfilm (Simpsons fx) og heksene ser vi også i Sesame Street. Vi genopfinder konstant de gamle historier af en årsag – de bliver aldrig kedelige. Børn oplever dem, før de overhovedet er klar over det er Shakespeare! Så når de voksner op, har de allerede genkendelsen i dramaerne.

Anne Tyler gør historien interessant og levende også for et moderne publikum – man føler Kates forargelse, vrede og knuste hjerte over, at hendes far ser hende som et middel til at nå sine egne mål, hendes irritation over den perfekte (og ret godtroende) lillesøster, hendes tvivl og forvirring over sit liv, sine mål eller mangel på samme. Og da Kate bukker under for at gøre sin far glad viser søsteren sig pludselig at være en del kvikkere (og faktisk den stærkeste af de to søstre) end hun har givet udtryk for.

Er Shakespeare stadig relevant? Ja! Altid! Og Anne Tyler fortolker mit yndlingsskuespil på en interessant måde. Jeg var godt underholdt – i hvert fald indtil indtil slutningen. Kates improviserede tale for at forsvare Pjotr er besynderlig og gør ikke noget godt for historien – eller Kate. Og det er super ærgerligt, for jeg er egentlig enig! Det er da super unfair, at mænd ikke må vise følelser og what not! Men hele bogen igennem har det bare ikke været en problemstilling. Pjotr har ingen problemer med at vise følelser, han er faktisk lidt aggressiv og ret ubehagelig til tider. Så leveringen er lidt sær og usammenhængende for mig.

Og Kate ender måske (?) med at blive lykkelig – virker det til. Men hvad var omkostningerne? Er et liv hvor man har ladet sig nøjes, men måske skændes mindre, bedre end et med lidenskab og passion, hvor bølgerne går højt både op og ned? Det er (heldigvis) ikke ens for alle hvad der gør dem lykkelige – men jeg sidder stadig tilbage og føler, at trolden i denne fortælling lod sig tæmme lidt for godt. Jeg har altid set tæmningen, ikke som et offer eller som at K bliver sat på sin rette plads, men at hun vælger det. Jeg føler ikke, at Kate her valgte det. Hun ønskede til det sidste, at nogen sagde stop. Fortalte hende, at det offer hun var ved at bringe var for stort, at hun ikke skyldte nogen det. Men hendes egen og hendes fars mening om hende var for lav, og hendes søster var for sent ude med sine advarsler og støtte. Måske fik Kate det ud af livet, hun ønskede, måske endte hun som en brik i mændenes spil. Det ville ikke være nok for mig.

Jeg er sikker på, der er læsere derude, der vil være uenige, og kommenter endelig med jeres tanker om slutningen! Jeg vil vildt gerne høre dem!


Det er et ret fedt projekt det her, og jeg er helt sikkert klar på at læse resten af serien, og jeg glæder mig til at læse de andre fortolkninger.

Xoxo,

Kathrine

Andre meninger om bogen:

Windblown Pages

Bogrummet

Bøgernes univers

2 thoughts on “Eddikepigen

  1. Gillian Flynn skriver en bog over Hamlet???? *fangirler lige for vildt*
    Nøj hvor har jeg glædet mig til at læse nyt fra Flynn, men det bliver virkelig svært at vente indtil 2020!
    (og min kommentar har slet ikke noget med Eddikepigen at gøre. Sorry, not sorry 😉 )

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s