Næslandet #1-3

 

Det her var en cover-forelskelse for mig – altså se lige den forside? Selve historien vidste jeg ikke meget om, men den skulle i hvert fald læses!

Og det var ret meget kærlighed fra første side. Den minder mig om hvad jeg efterhånden vil kalde ældre fantasy (Pierce og Eddings) end den nyere (fx Sarah J. Maas) med sin historie og mytologi, og det føles på en eller anden måde som at komme hjem. Universet er fantastisk og på sin vis både Middle Earth-agtigt og meget nordisk.

Næslandet, Eva Egeskjold, Andersen & Vig, legenden om querqus skjoldet. Snedkerens hemmelighed, vinterkrigens ofre,

 Næslandet-trilogi c/o forfatteren selv (hjemmeside her)

De magiske væsner er frygtindgydende og utrolig modbydelige og de fleste personer er virkelig velopbyggede og interessante; jeg er især vild med vores hovedperson Oona, som trods sin unge alder tager det ret køligt, at hun er udvalgt til en vildt farlig mission, men stadig uden at det bliver mærkeligt, at hun er 14 og sendt ud for mere eller mindre at redde verden. Det er faktisk rart, at alle mere eller mindre tror på, hun kan klare det her. Selvom det er en profeti er også vildt empowering, at voksne mænd(esker) har så stor tiltro til at en pige kan klare ærterne – selvfølgelig kan hun det! Og når de stiller spørgsmål, er det mest til hendes alder. Det synes jeg er ret fedt. Og selve historien og missionen i etteren er vildt spændende. Sproget er holdt i en stil, der er gammeldags nok til at passe til universet, men uden at det bliver trægt og kedeligt at komme igennem – også for et ungt menneske 😉

I resten af serien bliver det kun barskere, blodigere og mere farligt. Til gengæld synes jeg der bliver lidt for meget tell-don’t-show i stedet for show-don’t-tell. Jeg har læst en del, der blev mere vilde med serien jo længere de kom, mens jeg var vild med den første og så gik det lidt nedad. Sætninger som “som du jo nok husker” eller “du ved nok, at” og lignende og i det hele taget bruges ordet “jo” utrolig ofte. De her ting finder jeg altid ærgerlige, men måske især i fantasy – det kan virke som god service om man så må sige at minde læseren om ting der er sket tidligere, men det er ødelægger altså sproget. Eller forfatteren bruger det som en måde at forklare læseren noget på en nem måde og så lige smide “jo” ind, så man lige får skåret ud i pap at det var for læserens skyld, den forklaring kom.

I det hele taget er den grundlæggende historie bedre end dialogen i de fleste tilfælde og især i bind to og tre. Jeg forstod aldrig helt hvorfor Lucili skulle beskrives som så skrigende og rasende hele tiden. Hun er en ret frygtindgydende karakter, men at hun var så overdrevet trak karakteren lidt ned og gjorde det fjollet i stedet. I det hele taget er Radixfolket bare lige lidt i overkanten. Toeren er desuden i det hele taget lidt lang, og jeg nåede ret hurtigt et punkt, hvor jeg kun kunne rulle med øjnene hver gang nogen fortalte, hvor smuk Oona var blevet. We get it. Hvad blev der af, at hun var virkelig badass og god med en bue? Oona i bog 1 var virkelig cool, Oona i de to næste er lidt kedelig. Og træffer ret dumme beslutninger.

Men alt i alt er jeg ret imponeret over Eva Egeskjolds fantasy-værk (især hendes opfindsomhed angående modbydeligheder), og jeg glæder mig til at læse den sidste del.

emoji_set_431emoji_set_431emoji_set_431

Xoxo,

Kathrine

Andre meninger om bogen:

Himmelskibet

Sus Bogblog – Legenden om Querqus Skjoldet, Vinterkrigens ofreSnedkerens hemmelighed

Bogrummet – Legenden om Querqus Skjoldet, Vinterkrigens ofre, Snedkerens hemmelighed

One thought on “Næslandet #1-3

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s