Fortællingen om Blodet – #1-3

Kærlighed ved første bog ❤ Jeg var helt solgt af Anders Bjökelids lidt spøjse start på en fantasy-serie – du ved hvad jeg mener, når du læser den. Først studsede jeg over formen, men der gik ikke meget mere end et par sider, før jeg fangede pointen.

I etteren får vi Sunias synspunkt, i toeren Wulfs, og i treeren en helt tredjes – alle bøgerne handler om tvillingerne og deres kamp for at forhindre Kulden i at overtage verden – og kulden er en fantastisk anatagonist, fordi den er køns- og kropsløs. Vi kan ikke rigtig hade nogen, for kulden er ikke en person, den udspringer ikke af ondskab – måske fører den ondskab med sig, men den er bare.

Fortællingen om blodetUlven og Uglen

Og universet er indviklet – der er vætter, jætter, magisk ild, levende døde, forskellige racer, magi – selvom tvillingerne ikke ved det til at begynde med. Ikke rigtigt. Og selv når de ved noget, ved de ikke ret meget – for der er så ufattelig meget at vide. De udvikler sig naturligvis (med alt det der sker, ville det være underligt andet), men noget af det interessante ved serien er at tvillingerne er dybt utroværdige fortællere (urgh, blev hun lige dansklærer-agtig igen? Ja, ssh. Hør nu bare efter). De mener selv de og deres tvilling er på en helt bestemt måde, men det er absolut ikke sådan de egentlig opfatter hinanden eller selv er. Gav det mening? Wulf er måske nok vældig diplomatisk i forhold til sin tavse, vilde søster, men han overser næsten fuldstændig sin egen vildskab og hævntørst – det er svært at tro på den bare forsvinder efter Dommerringen (det giver mening, når I læser dem, men er ikke en spoiler, for I aner ikke hvad jeg taler om 😉 ), men da vi får hans pov i toeren er han helt anderledes.

Og i treren hvor vi ser dem begge udefra, får vi nok det sandeste billede af dem.

Men øh…hvad med selve historien? Jaja, læser, jeg ved det godt, du er her ikke for en karakteranalyse, men selvom universet er helt fantastisk, spændende, dystert og til tider uhyggelig og historien er det samme, så er tvillingerne bare virkelig gode karakterer og det er næsten dem, jeg er vildest med.

Jeg synes klart etteren er bedst, toeren står for mig lidt stille (kan I huske den sæson af Walking Dead, hvor de er på gården? Ja, I ved hvad jeg mener… Zzzz 😉 ); den er ikke kedelig, bare ikke helt så spændende. Men jeg ved så heller ikke hvordan forfatteren skulle have gjort det anderledes – den del af historien skal også fortælles. Tempoet bliver der dog lavet om på i treeren. Nu troede vi lige vi kendte universet…nope! 😀 Treeren føles som en besynderlig drøm/mareridt hvor virkeligheden suspenderes, og vi kun langsomt vender tilbage til den. Det er vil nok ikke være alle, der er lige begejstrede for det, men hold sindet åbent. Det er en absolut anbefalelsesværdig rejse!

emoji_set_431emoji_set_431emoji_set_431emoji_set_431emoji_set_431

Xoxo,

Kathrine

Andre meninger om bøgerne:

Ondvinter

Bookeater.dk

Ildbærerne

De unges ord

Forbundsbrydersken

Himmelskibet

One thought on “Fortællingen om Blodet – #1-3

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s