Den dag jeg glemmer

Jeg forelskede mig i den her bog allerede for et års tid siden. Jeg syntes (og synes stadig), at Aaron er enormt sympatisk. Han er sjov, modig og sig selv på en virkelig afslappet måde på trods af alting – altså…i hvert fald til at begynde med.


Den dag jeg glemmerGyldendal

Aarons verden og skæbne ramte mig hårdt. Jeg græd som pisket første gang jeg læste den og igen, da jeg læste den anden gang på dansk. Ikke bare tårer trillende ned af kinderne, men full blown hulken, der fortsatte længe efter jeg lukkede bogen. Jeg kan ikke fortælle hvorfor uden at spoile bogen, og det vil jeg ikke. Men hvis du vil spoiles eller allerede har læst bogen, kan du scrolle ned i bunden.

Og jeg vil give jer min uforbeholdne anbefaling. Den handler om kærlighed. Om at være den man er. Om at ens venner ikke altid er ens venner. Om vold. Om sorg. Om accept. Om selvmord og homoseksualitet. Og om at miste den man er.

Læs den.


Xoxo,

Kathrine

Andre meninger om bogen:

Min Forestilling om paradis

Spoilers:

Det er egentlig meget passende afsnittet hedder spoilers. Jeg er meget stor Doctor Who fan. Whovian. Og den skæbne der faldt mig allermest tragisk var Donnas. Misforstå mig ikke, jeg var ked af at sige farvel til hver eneste companion. Men de gik alle med minderne. De gik med den viden, at de havde gjort en forskel. De ændrede verden. Og de gik med minderne om the Doctor. Donna glemte alt. Hun var den vigtigste kvinde i universet, og hun glemte alt.

Den værste skæbne jeg kan forstille mig er at miste forstanden. Minderne. Det, der gør mig til den, jeg er. Det, der gør alle til dem, de er. Gode som dårlige er vores minder os. De former os. Vores verdensbillede. At miste dem er at miste sig selv. Min største frygt er at mine forældre bliver demente. Eller jeg selv eller en anden jeg elsker gør.

Aarons skæbne forekommer mig så uendeligt tragisk, fordi han til sidst valgte minderne, men hans tidligere valg tog dem fra ham alligevel. Det er ikke dramatisk, der er ikke nogen pointe i det. Havde det været et eventyr havde han fået til gengæld “Muahahah, dine minder for din broders liv” – you know the drill. Det var bare til ingen verdens nytte, en række af valg sat i gang simpelthen på grund af fordomme og had mod ham, fordi han elsker det forkerte køn. Så uendeligt meningsløst. Og det er noget af det, der gør den her bog vigtig. For det er stadig virkeligheden for rigtig mange homoseksuelle: forfølgelse, at leve i skjul, undertrykke deres følelser og lyst for at passe ind. Aaron så det som en mirakelkur, og den endte med at koste ham sig selv. Så på den måde var en slags eventyr, men det med abehånden* fremfor det med den gode fe.

*Hvis du ikke kender historien, så er der mange versioner. Kings Dyrekirkegården er fx inspireret af det. Det går grundlæggende ud på at et ægtepar får en abehånd, som kan opfylde 3 ønsker. Først ønsker de sig en masse penge, så dør deres søn i krig, og de får en kæmpeerstatning – penge. I dyb sorg er deres næste ønske, at han vender tilbage til livet – boom: Zombiesøn kradser på deres dør. Deres sidste ønske er, at de aldrig havde fået abehånden og dens modbydelige ønsker. Som sagt findes det i mange mange versioner og moraler er: Pas på hvad du ønsker dig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s