Løgnens træ

Denne bog gjorde mig både rasende og håbefuld. Jeg blev kæmpefan af Hardinge efter jeg læste A face like glass for nogle år siden. Hun skriver, som jeg ville ønske, jeg kunne. Dette er en paranormal gotisk feministisk fantasy thriller. Og jeg er vild med den.

Den gør mig rasende, fordi den skildrer misogyny i sin reneste form – hvordan pigebørn (og drengebørn for den sags skyld) blev opdraget til at indrette sig, til at tro på at piger og kvinder er mindre intelligente og usynlige, mindre værd, besværlige og det på trods af, at teorierne ikke hang sammen og mændene ikke brød sig om at blive konfronterede med det.

Håbefuld, fordi Faith nægter. Hun nægter at være en god pige – mere end det – hun er ganske simpelt ude af stand til det. Hvor mange piger og kvinder med potentiale for at gøre noget stort har mon bøjet nakken og indfundet sig med deres position? Ikke et ondt ord om dem, det er fuldt forståeligt, men hvor trist er det ikke at tænke på? Hvor meget er vi som samfund gået glip af i viden og forskning, fordi vi så mange år har afholdt kvinder og farvede mennesker fra at udnytte deres potentiale?

Løgnens træ c/o Turbine

Og Faith er ikke den eneste kvinde, der lyver og plotter bag mændenes ryg. Hun er opdraget i samme samfund som mændene, og hun gør sig selv skyldig i at undervurdere andre kvinders vid og styrke. Det er en af de fremragende ting ved Løgnens træ. Faith er ikke perfekt, og hun er ikke sød. Hun er vred, hun er modig og hun er skånselsløs. Hun er ikke uden samvittighed, men hun lader sig heller ikke styre af den, af samfundets forventninger eller noget andet end hendes ambitioner for at få sandheden frem. Og jeg tvivler slet ikke på, at nogle vil se hende som dybt usympatisk. Jeg elsker hende. Hvis jeg får en datter, ville jeg helt okay med at få en som Faith. Hun er stærk, men ikke på mændenes præmisser. På sine egne. Hun udnytter at hun er usynlig og ikke regnes for noget.

Selvom vi er kommet langt siden Faiths tid (omkring 1860’erne), så er vi ikke kommet hele vejen. Kvinder får stadig skudt i skoene at vi er blødere, mere empatiske, vi har generelt færre ambitioner og er villige til at gå ned i tid for at passe børnene – at det også er affødt af at vi ikke har noget valg, nogen skal jo gøre det. Mange mænd anser deres arbejde for så vigtigt, at de umuligt kan tage barsel, arbejdspladsen falder jo fra hinanden uden dem og mange kvinder giver dem stadig ret. Eller han tjener mest, så det giver mere mening – for penge er jo vigtigere end at faren kan få et lige så tæt forhold til sit barn som moren traditionelt har haft. “Det må være op til familien”. “Kvinder kan jo bare være dygtige nok, så skal de nok få den plads i bestyrelsen”. “Kvinder kan jo bare forlange mere i løn hvis de er utilfredse”. Uden at man gider overveje om vores samfundsstruktur overhovedet har flyttet sig så langt. Vi har jo ligestilling. Vi har på papiret de samme muligheder. Det er jo bare sådan det er. Kvinden har brysterne, derfor må hun være den primære forælder, den empatiske, den bløde. Bortset fra at det ikke er rigtigt. Vores forældreroller er lige så konstruerede som de kønsroller Faith levede med i 1800-tallets England. Og ligesom størstedelen af kvinder dengang accepterer vi dem også nu. Måske fordi det er fedt at have barslen. Måske fordi man ikke har kræfterne til at tage kampen op. Måske tror man rent faktisk på at de lige muligheder gælder for alle, fordi man ikke føler det rammer en selv.

Faith, omend hun er fiktiv, er et billede på en af pionærerne. Vi står på skuldrene af verdens Faith’er. Og vi skylder hende og de hundrede tusinder af kvinder, der ligesom hende valgte at være et ‘dårligt forbillede’ ikke at acceptere delvis ligestilling – ligestilling er ligestilling for alle ellers gælder det ikke. For kvinden i tørklæde som får at vide af hvide mænd og kvinder at hun er undertrykt og skal reddes; for den asiatiske kvinde der anses for submissiv og et objekt for fetichisme; for den afrikanske kvinde der fravælges til et job fordi hun ses som mindre intelligent end den hvide ansøger; for moren som egentlig gerne ville have været tilbage på arbejdet, men hendes mand ville ikke tage barsel; for pigen der gerne vil være mekaniker, som ikke må få et værktøjssæt i fødselsdagsgave, men i stedet et dukkehus; for pigen i sommerkjolen der ikke bliver taget seriøst fordi hun ikke har power suit på. Og for alle de mænd der lærer at de ikke må vise omsorg eller græde; for drengen der bliver kaldt en tøs fordi han ikke vil lege krig eller slås; for mænd der får at vide at det er usexet at gå med en barnevogn; for de mænd som gerne vil arbejde med børn, men automatisk bliver anset for pædofile for hvorfor skulle mænd ellers ville arbejde i et kvindejob.

Løgnens træ er en af de bøger, der ikke bare underholder dig – for det gør den, jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig igen, især den sidste halvdel sparker røv – men får dig til at tænke. Og jeg vil ikke lyve, jeg sad med en lille smule tårer i øjnene på sidste side. I vil se hvorfor.

276_emoji_iphone_deciduous_tree276_emoji_iphone_deciduous_tree276_emoji_iphone_deciduous_tree276_emoji_iphone_deciduous_tree276_emoji_iphone_deciduous_tree

Xoxo,

Kathrine

Andre meninger om bogen:

Sus’ Bogblog

Litteratursiden

Bogrummet

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s