Er aldersgrænser bare tal?

Som børnebibliotekar skal man tage stilling til mere end temaer, emner, sprog og handlingen i bøger – nemlig aldersgrænser. Hvis man følger lidt med i min IG story vil man muligvis have en fornemmelse af, at jeg er ret ligeglad med aldersgrænser – jeg læste selv Stephen King og Virkelighedens Verden om incest, pædofili og voldtægt fra jeg var 10-11 år og har ikke taget skade… (eller…ikke åbenlyst i hvert fald).

Men det er ikke sandt. Jeg går op i aldersgrænser og ikke fordi jeg er bange for, at børnene læser noget de ikke kan tåle. Personligt abonnerer jeg ikke ukritisk på holdningen om, at børn ikke kan læse om sex og vold, før de er 15 eller hvad nu grænsen bør være eller at hvis der er eksplicit sex eller torturscener i en bog, så er det ikke YA – men der er parametre at tage hensyn til:

  1. Børn er forskellige, ligesom voksne mennesker er det – og det her er i virkeligheden kernen i alle mine pointer. Et af de spørgsmål der virkelig får mig til at tage en dyb indånding er: Hvad læser en dreng på 11 år? En pige på 14? Etc. Eller Kan drenge læse denne bog? Det kommer an på barnet (mennesket). Hvad er deres interesser, hvad har de læst før som de kunne lide, hvad er deres niveau, hvor modne er de, er de glade for at læse eller skal de have noget der er let at gå til?
  2. Nogle børn er mere følsomme end andre (jeg ville virkelig gerne have brugt et andet ord men jeg kunne ikke komme på et bedre – for børn der læser hardcore horror kan altså godt være følsomme, men jeg håber I forstår, hvad jeg mener). Selvom særligt sensitiv er blevet buzzord, så er der bare børn, der ikke kan læse om uhyggelige ting – og hvad der så er uhyggeligt for dem er også vidt forskelligt. Det kan være illustrationer, det kan være mord, zombier etc. Kend barnet! Snak med barnet (og hvis ikke barnet er med så udspørg forælderen). Og det er en af grundene til, at jeg personligt opfatter aldersgrænser mere som guidelines, og hvorfor det er så vigtigt, at formidlere af børnelitteratur rent faktisk læser de bøger, de formidler. Vi er simpelthen nødt til at vide, hvad der er i bogen, før vi sender den med et barn hjem. Børns læselyst kan være en skrøbelig størrelse, vi skal opmuntre den og udfordre den, men på barnets præmisser, ikke vores egne. Hvad jeg eller mine egne eller min nabos børn kunne læse i den alder eller hvad forlaget har sat bogen til er fuldstændig irrelevant, hvis barnet ikke er mentalt i stand til at håndtere fx dødsscener. Eksempel: Jeg talte med en 11-årig som var hundeangst for mumier. Hun kunne slet ikke håndtere bøger med mumier og spurgte gentagne gange om der var mumier i de bøger vi fandt. Havde jeg sagt, at der ikke var, og hun kom hjem og opdagede at der var, havde jeg ikke bare ødelagt hende læseoplevelse, jeg havde også skabt revner i hendes tillid til mig og måske bibliotekarer generelt. Hvad er pointen i at spørge os, hvis vi ikke ved, hvad vi taler om?
  3. Der er forskel på at kunne læse en tekst og at kunne forstå den. Nu tager jeg lige Harry Potter, fordi den kender vi. Men det knuser mit hjerte hver gang (og det sker virkelig tit), at jeg står med en forælder til et 8-9 årigt barn, som stolt fortæller, at afkommet har læst alle Harry Potter bøgerne. Bog 1-3 (4) er børnebøger. De sidste er ikke. Der er ingen sex, volden er moderat, men kompleksiteten er en hel anden verden end de første. Men Harry Potter er et godt eksempel, fordi mange forældre glæder sig til at dele den med deres børn og i nogle tilfælde så meget, at de skynder alt for meget på børnene. Og hvis vi kort vender tilbage til mit forrige indlæg om fantasy, så er det faktisk også et problem, at voksenfantasy ofte ukritisk kastes ned mellem børne- og ungdomsfantasy – og at de to ofte er lagt sammen. Et rige af torne og roser er fx en ungdomsbog, men meget seksuelt og voldeligt eksplicit, men på mange biblioteker (og boghandlere) vil den ende i børnebiblioteket, fordi ungdoms- og børnefantasy står sammen. Og nogle 11-årige vil være okay med at få lånt den med hjem – men andre vil absolut ikke.
  4. Mange børn vil gerne læse om børn på deres egen alder. Uanset hvor dygtige de er til at læse eller hvor kompleks en fortælling de mentalt er klar til, så vil nogle bare hellere læse om børn på deres egen alder. Det gælder især preteens – de interesserer sig måske ikke for fx kærlighed endnu og vil hellere læse om kæledyr og venskaber. Så nytter det ikke at stikke dem en bog til og om 13-14 årige, hvor de er begyndt at udforske andre mere voksne følelser.


Men hvad så med mig? Hvor mange bøger har jeg læst hvor halvdelen simpelthen gik hen over hovedet på mig fordi jeg var for ung? Mange. Helt sikkert virkelig mange. Men jeg var heldig, fordi jeg holdt så meget af sprog, at hvis jeg læste en bog, der fascinerede mig sprogligt læste jeg den igen og igen med års mellemrum. Og Stephen King fascinerede mig. Så hans bøger var ikke tabt på mig, heldigvis. Jeg har genlæst hans bøger utallige gange, også som ung og voksen. Men vi havde heller ikke TV store perioder af min barndom (hippiehjem, hvad kan jeg sige, der var krystaller og vægtæpper overalt), mit bibliotek var relativt lille, så på den måde blev jeg også opmuntret til at genlæse. Nu er distraktionerne legion. Der er internet, TV-serier, Youtube og ikke mindst mange mange nye bøger, hver gang man kommer på biblioteket. En bog er en tidsmæssig investering. Hvis du ser en film for tidligt, så er det kun 2 timer af dit liv. En bog tager flere timer, dage, måske uger. Hvis først barnet har læst Harry Potter-serien er der mindre chance for, at han vil læse den igen, hvis den første gang ikke fangede, fordi den var for kompleks eller for svær og så vil en potentielt fantastisk læseoplevelse være tabt. Og omvendt kan små tilsyneladende lette bøger indeholde fantastiske fortællinger, som man nemt går glip af, hvis man er opsat på kun at læse tykke bøger. Spiderwick-krønikerne, En ulykke kommer sjældent alene eller Søstre på de syv have fx. Derfor er god formidling af børne og ungdomslitteratur så utrolig vigtigt. Det handler ikke om at nå til de tykke bøger så hurtigt som muligt, det handler om at få de gode oplevelser.

Min overordnede pointe er, at børn (mennesker) er forskellige. Vi som formidlere er overflødige, hvis vi ikke rent faktisk formidler til individet, men i stedet bare lirer de titler vi lige kender til målgruppen af, når børn og deres voksne spørger efter inspiration. Aldersgrænserne er kun guidelines; man kan ikke bruge dem som lister til at formidle (lige så lidt som en voksen, der elsker slægtsromaner vil elske samtlige slægtromaner, du kan finde på hylderne ved at søge på emneordet slægtsroman); man skal kende sit materiale og det individ man står overfor. Nogle børn vil være klar til hele Harry Potter-serien som 10-årige, mens andre vil være det som 13-årige. Og nogle aldrig, fordi de hellere vil læse realistiske bøger, men det er en hel anden sag 😉

2 thoughts on “Er aldersgrænser bare tal?

  1. Dette er virkelig et interessant indlæg og jeg vil give dig så meget ret i, at ‘aldersgrænserne kun er guidelines’. Det er så vigtigt at huske, for som du selv nævner, så kan vi der videreformidler bøgerne, ende med at ødelægge en læseoplevelse for et barn, fordi enten vi eller forældrene var for ivrige til at se, hvad barnet egentligt selv evner.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s