Når bøger gør ondt – på den ufede måde

Læsere, især de yngre som jeg hovedsaglig beskæftiger sig med, bliver mere og mere opmærksomme på sårende bøger. Det er højst sandsynligt sjældent med vilje, at forfattere bruger sprog, metaforer og billeder som sårer nogle læsere, men intentionen er også mindre vigtig, når der sidder unge (eller voksne for den sags skyld) tilbage og føler, at deres seksualitet eller sygdom er blevet en punchline eller hængt ud som noget dårligt.

Vi kommer alle til det. Vi lærer, holder (forhåbentlig) op med at bruge det sprog som sårer og bevæger os fremad. Vi bliver vrede og sårede, når en fremtrædende politiker på åbent tv bruger “bøssedreng” som noget nedladende, selv hvis vi ikke er homoseksuelle.

Og nogle – også dem det rammer – trækker på skuldrene og siger, at det er da ligemeget. Eller en siger: “Jeg kender altså en farvet, som ikke har noget mod at blive kaldt n****” og drager derfor konklusionen, at det er hysteri. Folk kan bare tage sig sammen, få tykkere hud. Kvinder, der ude i virkeligheden, udsættes for nedladende kommentarer og uønsket grams kan jo bare sige fra, men farvede må tage sig sammen og holde op med at se racisme overalt. Nogle af os må altså godt sige fra. Det er forvirrende. Men fælles er, at det er de såredes eget ansvar. Enten ikke at blive sårede eller sørge for det ikke sker. I hvert fald hvis man læser kommentarerne til visse Facebook-opslag (jaja, jeg burde ikke læse kommentarerne, jeg vet).


Men i bookstagram-verdenen stiller læserne i høj grad i stedet afsenderen til ansvar.  Selv favoritterne går ikke fri, når de rammer ved siden af både i deres bøger og deres tweets. Det gør ondt nogle gange. At se en forfatter man holder af blive stillet til ansvar for fx at bruge “ensom jomfru” som en fornærmelse. Men sprog er magt. Og hvor mange ensomme jomfruer ser deres yndlingsforfatter bruge dem, deres måske ufrivillige situation til at nedgøre et andet menneske. De ser, at deres situation er skamfuld. Eller når en forfatter formulerer sig så aseksuelle føler, at hun kalder dem sjælløse. Ikke alle føler sig truffede, men det vigtige er at lytte til dem der gør.

Og det er jo ikke fordi at homoseksuelle eller handicappede ikke må være dumme svin og skurke – tværtimod. Repræsentation er jo netop at man er repræsenteret i alle roller – men det er problematisk, når den mørke i historien altid er skurken eller når der generelt spilles på stereotyper – tro mig, asiatisk udseende piger er ligeligt trætte af at blive fremstillet som A) karate-genier B) underdanige. En stereotyp behøver ikke være negativ for at være trættende. En karakter i en bog kan også sagtens være homofobisk, men det er et problem når bogens underliggende budskab er, at det er modbydeligt at være homoseksuel.

Det er vigtigt som forfatter ikke at skrive de her ting, både fordi læsermiljøet nu er både meget online dvs det giver lynhurtigt backlash, men det vigtigste er, især som børne-ungdomsforfatter, at man ikke sårer sine læsere. Der kommer hurtigt et småirriteret svar om at “alt sgu også skal være så politisk korrekt”, men som jeg ser det handler det ikke om politisk korrekthed. Det handler om menneskelighed og ikke være en røv overfor minoriteter eller kvinder eller mænd for den sags skyld. Er der virkelig en grund til at fremstille størsteparten af piger som hjernedøde sminkedukker, når man egentlig godt ved at det ikke er virkeligheden?

Er der virkelig grund til at bruge klicheer som “hun var ikke som andre piger”, som om det er godt ikke at være en almindelig pige? Behøver den homoseksuelle være karikeret og kun være venner med pigerne? Bruger man som forfatter de her stereotyper, fordi det er sådan virkeligheden er, eller fordi man ikke stoler på, at publikum kan genkende andet? Hvis det er det sidste undervurderer man børn og unge (og voksne) på det groveste. Repræsentation og diversitet er vigtigt, men ikke for enhver pris. God repræsentation og diversitet er vigtigt. Vi skal og er heldigvis på vej væk fra ‘token black guy’ og ud i at hovedpersonerne blot er farvede, muslimer, homoseksuelle, psykisk syge eller transkønnede, ikke at det er hovedhistorien, men blot en del af livet.

Det er også vigtigt, at huske på at bøger er slowkultur. Det tager tid. At skrive bogen, redigere bogen, trykke bogen. Så da vi begyndte at råbe på mere diversitet for flere år siden, var det allerede på vej og nu begynder man rigtigt at kunne se det. Og det er fedt. Det handler ikke om at børne og ungdomsbøger skal være edgy og chokere, det handler om at alle børn og unge skal kunne se sig selv – ligesom alle vi andre har kunne i så mange år. For et par år siden læste jeg en anmeldelse hvor skribenten (som var hvid) brokkede sig over, at der blev gjort så meget ud af at hovedpersonen i en bog var farvet – men vi er jo bare så vant til at hvid er defaulten at vi ikke længere læser det, når folk er hvide. Det går vi bare ud fra. Så der lyder ramaskrig, når man formaster sig til at caste en sort skuespiller som Hermione, selvom det absolut ingen betydning har for historien. Jeg kan godt ryste på hovedet, men jeg kan heller ikke sætte mig ind i hvor sårende det må være – at se hele verden forarges over at man har castet en, der ligner mig til en prominent hovedrolle. At se hvide mennesker blive sat til at instruere film om kinesisk historie eller se slavehistorie blive gjort mere spiselig for ikke at afskrække de stakkels hvide mennesker.

Men jeg lytter, jeg er ikke altid enig i hvad folk bliver sårede over, men det er ikke op til mig at bestemme. Og faktisk så forstår jeg det bedre jo mere jeg tænker over det, så i stedet for at afvise det, så prøver jeg at se det fra andres synspunkt. Selv hvis intentionen ikke var at såre, hvis folk så stadig bliver det, hvad er så pointen i at fortsætte med at bruge de ord eller udtryk? Fordi det er din ret? Ytringsfrihed? Jeg giver ikke meget for ytringsfrihed, hvis det går forud for menneskelighed og rummelighed. Mit liv bliver ikke bedre af, at jeg fastholder retten til at kalde en flødebolle for en negerbolle. Til gengæld føler den mørke dreng eller pige sig måske gjort grin med og hængt ud, når jeg griner og bruger et ord som hænger ved fra en tid hvor mørke mennesker blev set som mindre værd, dummere og mere primitive. Sprog er magt. Jeg vil ikke være med til at misbruge den magt, bare fordi jeg kan. Kald mig endelig politisk korrekt, men med det politiske klima vi har pt er det snarere politisk ukorrekt at behandle sine medmennesker med respekt og omtanke.

5 thoughts on “Når bøger gør ondt – på den ufede måde

  1. Jeg er så hamrende enig! Forstår simpelthen ikke nogle af mine venners insisteren på at være politisk ukorrekte, fordi de kan.
    Ordet ‘mongol’ om mennesker med downs syndrom har været accepteret, ja. Men det er det ikke længere. Så hvis du ved, at du potentielt kan såre nogen, ved at sige ‘mongol’ – i alle sammenhænge – hvad dælen er så pointen?

    Like

  2. SÅ godt et indlæg med virkelig gode pointer. Jeg er virkelig glad for, at det er noget, vi er begyndt at tale bare en lille smule om i det danske bogbloggermiljø. Tak for det.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s