Om læsning og fordomme #1 – “Jeg er så træt af amerikaniseret nuttet ungdomslitteratur”

Hvis andre kan smide fordomme, kan jeg også. Min er, at det her er en dansklærer-kommentar. Men den kunne egentlig også sagtens komme fra en børnebibliotekar. Eller en der ikke læser ret meget YA. Eller generelt sure, gamle voksne. Okay, enten er jeg virkelig god til at have fordomme eller virkelig dårlig?

Jeg har hovedsageligt taget udgangspunkt i contemporary YA realisme i dette indlæg, og ikke sci fi og fantasy selvom det sniger sig lidt ind med Ness og Stiefvater – de er bare for gode forfattere til at undlade, fordi de skriver unge hovedpersoner så vidunderligt. Og selvom der florerer mange definitioner af YA, så betyder det grundlæggende bare ungdomslitteratur. Begrebet lugter bare lidt mindre af støvede 90’er hylder end ungdomsbøger.

YA2

ADJECTIVE & NOUN

  • ‘comics aimed at both YAs and younger readers’
    short for young adult
    ‘contemporary YA fiction’

Kind regards, Oxford Dictionary

Jeg elsker danske bøger og forfattere. Vi har vanvittigt mange gode og dygtige og mega hardcore forfattere, der fanger livet på godt og virkelig ondt og kaster det i hovedet på læseren uden omsvøb.

Men det har USA også. Og England. Og alle mulige andre steder. Nogle gange har vi så travlt med at fremhæve, hvor hvor fremragende og rå vi er her i landet, at vi overser kvaliteterne ved ungdomslitteratur udenfor vores egne grænser. Adam Silvera, Patrick Ness, Rainbow Rowell, Maggie Stiefvater, Meredith Russo, Ned Vizzini, Jennifer Niven, Jandy Nelson, Nicola Yoon – alle forfattere som skriver både råt og ærligt – og på ingen måde sentimentalt, som ellers er et af de prædikater vi nogle gange lidt ukritisk kaster efter amerikansk YA.

Mange af de bøger vi fremhæver fra den nyere danske rå ungdomsrealisme ér utroligt barske: Hjertet er 1 organ, Provinspis, Dig og mig ved daggry etc…. Sex, blod og følelser uden filter. Og jeg er bestemt tilhænger af råt for usødet – men. Det er heller ikke den eneste rigtige måde at formidle på. Og det er ikke udelukkende et dansk fænomen. Både Meredith Russo, Adam Silvera og Patrick Ness kommer ind under huden på læseren med deres portrætter af marginaliserede unge (homoer og transkønnede) og de problemer de står overfor. Rainbow Rowell tog os med storm da Park og Eleanor mødte hinanden og fortalte en helt anden lovestory end dem vi ellers er vant til. Ned Vizzini’s It’s kind of a funny story efterlod mig både grædende og håbefuld – indtil jeg læste at han i virkeligheden begik selvmord og ikke overlevede som Craig gør i romanen. Patrick Ness kommer både omkring homoseksualitet/nysgerrighed og OCD i Mere end det, Release og Vi andre bor her bare og i Monster mobning og kræft på en så usentimental og alligevel rørende måde at både børn, unge og voksne blev ramt. Jennifer Niven blev klandret for at romantisere selvmord og depression (sammen med Jay Asher og mange mange andre) og ikke kun fra amerikanske læsere.

Og mens man kan nævne masser af rå danske ungdomsromaner, så kan du også nævne utrolig mange ikke-rå. Og jovist der kommer mange fjollede bøger om fjollede superhelte fra USA, men så har vi også Spiloppo og Karmaboy fra Danmark. Vi er ikke udelukkende råt for usødet og nordisk børnelitteratur om livets brutalitet og hårde kendsgerninger.

Min pointe er, at det ærger mig, når folk afskriver en hel nationalitets forfatterskaber, fordi de har læst en enkelt bog, der passede på fordommene – eller blot ukritisk hopper med på andres fordomme. De amerikanske biblioteker bugner af ‘banned books’. Bøger i mange tilfælde skrevet af amerikanere med grafisk udpenslet sex, vold, selvmord og blasfemi.

Og mens der absolut skal være grafisk udpenslede bøger på hylderne, så er det også et tveægget sværd fra et formidler-synspunkt. Lad mig komme med et eksempel:

To bøger om det at være homoseksuel ung mand: Er du okay, Matthias? og Simon vs. verdens forventninger.

Hvor Er du okay, Matthias? udpensler onani og sexfantasier og nærmest ikke nævner følelser udover angst for at springe ud, er der stort set ingen referencer til sex i Simon, men til gengæld meget fokus på følelserne omkring at springe ud som bøsse, venskab og forvirring. Langt de fleste teenagedrenge er indkodet til at synes homosex drenge imellem er klamt (jep, kæmpe problem, men indtil vi får ændret den kultur er det den vi må forholde os til), så at få en teenagedreng til at læse den færdig kan blive dødsvært. Og som formidler kan du højst få barnet til at tage bogen med hjem – du kan ikke tvinge dem til også at læse den færdig. Det er bogens opgave at sørge for læseren ikke kan lægge den fra sig. Og Matthias fremmedgør også læsere med sine onani- og sexbeskrivelser.

Simon derimod holder sig ret stueren, i stedet for at fokusere på det kropslige som kan virke som demotiverende holder den sig til homoseksualitet på et mere filosofisk plan – noget en dreng som måske nok synes at det er mega klamt med andre drenges kønsorganer bedre kan forholde sig til. At de første følelser omkring sex. privatliv og kærlighed faktisk er ret universelle, uanset hvad du er til – for jo, selvfølgelig tænker drenge også på følelser.

Så selvom Simon ikke er rå og bogen ikke kaster sex i ansigtet på læseren, så kan den noget andet. Jeg beskrev selv Simon som ‘sød’ så vidt jeg husker, da jeg læste den første gang og det står jeg ved (Edit: efter megen scollning kan jeg se at det gjorde jeg ikke helt…men jeg står stadig ved det 😉 ). Men sød eller ‘cute’ er ikke nødvendigvis et skældsord om litteratur. Der er brug for det hele – og det hele findes indenfor alle litteraturtraditioner – det er ikke forbeholdt amerikanere.

Hvis du vælger at afskrive en hel genre fra et af de største lande i verden, snyder du dig selv. Og ikke engang kun dig selv, hvis du er formidler, hvad enten det er professionelt som bibliotekar eller skolelærer eller privat som forælder – så snyder du også de børn og unge, du har kontakt med for fantastiske læseoplevelser. Og det hele kan koges ned til den pointe jeg som regel ender med, når det handler om formidling af litteratur. Det handler ikke om at formidle til ‘unge’ eller til ‘drenge’ eller ‘piger’. Til ‘bøsser’ eller ‘heteroseksuelle’. Det handler om at formidle til et individ. De færreste uanset alder og køn vil kunne lide alt i en bestemt genre bare fordi de elskede en bestemt bog, der falder indenfor den genre. Og det er lidt det samme at afskrive en hel nationalitet – en dårlig amerikansk YA bog betyder ikke at alle amerikanske YA bøger er ligesådan. Eller at den du formidler bogen til er enig med dig. Ikke alle er vilde med hardcore YA – og vi skylder os selv og vores unge også at være i stand til at formidle andre typer litteratur end dem vi selv finder til vores personlige smag uden at se ned på hverken bøgerne eller læseren.

Personligt er jeg en så allround læser at jeg nærmest ikke har fundet en genre, hvor jeg ikke har læst en bog, der tog mig med storm (biografier undtaget) – det betyder ikke at jeg elsker eller læser alle bøger ukritisk – men det betyder, at jeg giver alle bøger jeg læser en fair chance og læser den på bogens egne præmisser, ikke kun på mine egne.

One thought on “Om læsning og fordomme #1 – “Jeg er så træt af amerikaniseret nuttet ungdomslitteratur”

  1. Det er sjovt, jeg tror jeg søgte Amerikansk YA i sin tid, fordi jeg var så træt af at dansk litteratur altid skulle være så råt. Jeg var så uendelig træt af at det var det eneste jeg stødte på gang på gang. For mig føltes det virkelig ofte som om at der sad en forfatter og tænkte, nåh, ja, lad os smide noget incest ind og måske lidt cutting og så er den bog i vinkel. Jeg savnede mere. Jeg savnede det de amerikanske bøger kan, nemlig at fortælle en god historie samtidig med at de lister lidt morale ind her og der, og ikke bare kaster det op på folk som jeg synes engang var tilfældet i Danmark. Særligt da jeg var yngre, skal siges, det er blevet væsentlig bedre, heldigvis! Jeg føler lidt at der også findes litteratur for sådan en som mig i Danmark nu også, det følte jeg ikke der var engang, måske er jeg bare blevet bedre til at finde det rigtige for mig, men det irriterer mig når folk bliver så snæversynet. Der skal være litteratur til alle. Fair nok hvis man vil have moralen smidt op i ansigtet og råt med råt på, det må folk selv om, og selvom jeg foretrækker noget andet, så begynder jeg ikke at kalde det andre kan lide med navne. Jeg kunne også bare begynde at kalde det danske råt for selvhøjtidelig hellig nonsens eller noget lignende, men hvad skulle det give mig.
    Dét jeg faktisk vil sige amerikansk YA er god til, er at skrive om det de ved noget om. Eller undersøge det grundigt. Måske fordi jeg en overgang virkelig var uheldig at løbe ind i bøger skrevet af danske forfattere, hvor de behandlede et emne jeg selv havde oplevet, og jeg følte bare slet ikke de vidste noget om hvem jeg var eller havde ramt mig personligt. Hvorimod de amerikanske er god til først at sælge mig en karakter og en historie og ud fra historien oplever jeg så hvordan den person har det. Det er det der virker bedst på mig. Men igen som du skriver, læsere er forskellige, og jeg synes det er fedt at læse om hvordan andre har det – knap så fedt med de fordømmende kommentarer. Dejligt indlæg. Sorry about my rambeling. ;0)

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s