Serier til sommerbogen (8-12 år) #sommerbogen

Netop nu kan man vinde bøger og iPads og what not på biblo.dk (og sikkert også bøger på dit eget bibliotek – spørg dem!), hvis man læser og anmelder 3 bøger inden 26. august. Men men men…ikke alle børn gider bruge hele deres sommerferie på at læse, og det er jo også fair nok. Så jeg har samlet nogle serier, som består af korte bind (70-110 sider). Så der både er tid til at deltage i sommerbogen OG lege, spise is og bare stirre ud i luften. Og måske endda flere bind at kaste sig over efter ferien.


(Jeg har linket til bibliotek.dk, men tjek om dit eget lokale bibliotek har bogen hjemme først. Det går nemlig hurtigere at bestille den fra den lokale hjemmeside 🙂 Ellers kan de købes på linket til serien medmindre de er udsolgt fra forlaget)

Gamerz

Kasper Hoff – 5 bind i alt (bibliotek.dk)

Tim er gamer og lever for at spille computer, og sammen med vennerne Croxx, Princess, Ludo og Wizard udgør han spilleklanen “De Ukendte”. Sammen kæmper de for at vinde trofæet i turneringen Galaxy, men det er ikke kun fjenderne i spillet, de skal kæmpe imod. Derhjemme venter nemlig både forældre og dårlig internetforbindelse.

“De Ukendte” er den hæsblæsende begyndelse på eventyret om computerklanen, hvis største ønske er at gennemføre den hemmelige turnering. Men vil det lykkedes for dem?

Anmeldt af mig her og her.

Kaos i familien

Line Leonhardt – 3 bind (uafhængige af hinanden) (bibliotek.dk)

Nelson i Rom: Nelson og hans lillebror Malthe er taget på ferie til Rom med mor og far, mormor og morfar. De voksne vil gerne kigge på ruiner, mens Nelson helst bare vil fange æg med sin nye app. Måske kan han endda finde guldægget!   Nelson tager sagen i egen hånd og det bliver en ferie, de aldrig vil glemme i Nelsons familie.

Anmeldt af mig her.


Nelson på Ulvejagt: Nelson og familie sidder i et sommerhus og kigger ud på regnen. Pludselig beslutter far, at de skal i vandland. Og det passer Nelson perfekt, for der skulle vist være ulve i området, og han er kommet til at lave et væddemål om, at han da sagtens kunne få et billede af sådan et bæst her i sommerferien. Det bliver en sommerferie, de altid vil huske i Nelsons familie

Nelson og zombiefødselsdagen: Nelson har fødselsdag lige om lidt, og det kunne være rigtig sejt at holde en zombiefest. Der er bare lige det problem, at mor allerede har planlagt noget helt andet, der er meget kedeligere. Men Nelson har løsningen: han laver da bare sin egen invitation, som han deler ud, og så bliver det en fødseldag, de altid vil huske i Nelsons familie.

Roboys

Emil Blichfeldt – 3 bind (bibliotek.dk)

Når der spilles i skoletiden, kan det give problemer at være hardcore gamer. Det erfarer Benjamin og Nadim, der stilles over for valget mellem en ubehagelig skole-hjem samtale eller at deltage i et forsøg med et helt nyt spil. Valget er nemt, men drengene opdager hurtigt, at det ikke er et helt normalt spil, de er gået i gang med.

Oprøret

Jacob Oliver Krarup – 2 bind (3. på vej) (bibliotek.dk)

Casper lever et liv fyldt med farer nede i en diamantmine sammen med vennerne William og Sandra. En dag opdager Casper, at han måske har en anden fortid, end han troede. Her begynder hans rejse for at finde ud af, hvem han i virkeligheden er. Hvor stammer han fra? Og hvem holder noget hemmeligt for ham? Hvis du opdagede, at nogen skjulte, hvem du i virkeligheden var, ville du så have modet til at gøre oprør?

Den skjulte nøgle

Josefine Ottesen – 5 bind i alt (bibliotek.dk)

Zip er med i en bande. Han klarer sig godt, fordi han er dygtig til at få gamle computere til at virke. En dag bliver banden overrasket af Garden, og Zip undgår kun med nød og næppe at blive fanget, fordi han får hjælp af en pige.

Monsterjagten

Adam Blade – mere end 40 bind i alt (bibliotek.dk)

Der er blevet kastet en forfrdelig forbandelse over det skønne kongerige Avantia og nu er der virkelig brug for en helt. Men hvor finder man en helt? Er det mon drengen Tom, der kan gøre noget? “Ilddragen Ferno” af Adam Blade er første bind i fantasy-serien Monsterjagten. Malval er en ondsindet troldmand, der har forhekset kongeriget, men Tom kommer til undsætning. Han skal nu kæmpe mod den faretruende ilddrage Ferno, der bestemt ikke er let at overbinde.

Sølvfinne

Karen Christine Angermayer – 6 bind i alt (bibliotek.dk)

I det eventyrlige Delfinrige er der glitrende springvand, et slot bygget af muslingeskaller, fisk, som kan tale, og delfiner med magiske evner. Her bor Sølvfinne. Men da nogen stjæler de seks magiske perler, kommer den smukke verden under havet i stor fare! Sammen med Marie begiver Sølvfinne sig på jagt efter perlerne. Hvad er der sket med alle havets flotte, stærke farver? Lysets perle er forsvundet, og uden dens magiske kræfter kan Sølvfinne og hans venner ikke overleve ret længe. Vil det lykkes ham og Marie at redde perlen fra den onde rokke i det farlige rev?

Future City

Lise Bidstrup – 3 bind i alt (bibliotek.dk)

Kugler af ild dækker den sorte himmel. Alt omkring ham er et virvar af lys, ild og røg. Folk skriger. Det brager.Huse falder sammen, og træ og sten flyver gennem luften. Han dukker sig og løber. Det føles, som om han ikke kan få luft. Hans ben bevæger sig, men han kommer ingen vegne. Storm er alene. Hans forældre er væk, og verden er gået under. I hvert fald næsten. Han må klare sig selv, og det er hårdt. Så møder han pigen Kuba, der tager ham med til byen Future City, hvor hun bor sammen med alle de andre børn, der har overlevet katastrofen. Sammen beslutter de sig for at finde ud af, hvad der er sket – også med alle de voksne, der virker så onde.

Shinobi

(e-bog) Lise Bidstrup – 7 bind i alt (bibliotek.dk)

Emil og Silas har sommerferie, men i stedet for at ligge på stranden med vennerne, overtaler deres mor dem til at tage på Nationalmuseet og se en udstilling om Japan. Drengene tager modvilligt med, men dagens kedelige udsigter ændrer sig pludselig, da Silas finder en gammel japansk mønt på gulvet, som han tager med hjem. Mønten er et japansk ´mon´, der indeholder glemte kræfter, som resulterer i at Emil og Silas bliver sendt ud på en farlig mission, hvor det er svært at finde ud af, hvem der er venner, og hvem der er fjender.

Zombie Jæger

Nicole Boyle Rødtnes – 10 bind i alt (bibliotek.dk)

Blod klæber til min tunge, og kød sidder fast mellem tænderne.¨Menneskekød. Jeg flår kødet fra knoglerne og sluger det i store stykker. Sulten fylder alt. … Jeg vågner med et skrig. Alo plages af sin fortid som zombie. Selvom han ikke længere er det monster, han engang var, holdes han fanget sammen med de andre bevidste zombier. Menneskerne har nemlig planer med dem. Planer, der meget vel kan koste dem livet.

Helt

Steve Barlow – 10 bind i alt (læses uafhængigt) (bibliotek.dk)

Du kan afgøre din egen skæbne – ingen andre kan … Du kan være pirat, drage, havfrue, superhelt, troldmand eller noget helt andet. Og du vælger selv hvad der skal ske – lidt ligesom computerspil – bare i en bog.

 

Husk også at der er gratis digitale børnebøger på gratisbøgerbøger.dk

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s